hver dag trænede hun, på at huske ramserne i bogen og kamptræning, og maven var vokset kraftigt siden da, selvom hun selv var blevet tyndere på grund af manglen på mad og var næsten svundet ind til ingen ting, der var kun bær og nøder tilbage at leve af, hvis hun ikke trænede sov hun, der var ikke krafter til mere, vær gang de små sparkede skar det gennem hendes krop på grund af manglen på sul på kroppen, man kunne næsten se vær en knogle og muskel og snart ville de også forsvinde, hun sov tæt op af bålet, for at holde varmen selvom det var en lille hjælp, og sådan lå hun også denne nat og sov med det ene øje på gled i tilfælde af at nogle ville forsøge at komme hende til livs i hendes fængsel, hun lå i fosterstilling, så godt det kunne lade sig gøre for maven, selvom den forhindrede hende i at krumme sig helt sammen, var hun forsat lige så hurtig og smidig i kamp, som inden den voksede til denne gigantiske størrelse, hendes hånd lå på sværdet og kappens hætte var trugget helt op så den skyggede for alt undtagen hendes mund og hage, nu og da åbnede de grønne øjne sig halvt og stirrede blidt ind i flammerne for derefter at lugge sig igen, hendes øre registrerede vær eneste lyd og sorterede dem for at identifisere dem. langsomt og mod hendes vilje gled hun ind i et hvileløs søvn, der kastede hende gennem et uendeligt mørke af fortvivlelse, men hun var for svag til at kæmpe imod, hendes hånd knugede ikke længere sværdet, hendes åndedrag var svagt og næsten ikke til at høre og alligevel var det en gispen, hendes øjne bag de lukkede låg for frem og tilbage, men hun var for svag og afkraftet til at røre sig, selv hendes muskler var næsten væk, kroppen hvde kun den lille smule bær og nøder der var at finde at leve på og det havde længe ikke været nok for den gravide kvinde, hun viste ikke en gang hvor længe hun havde været der

for første gang græd hun over en kærlighed hun havde midstet, hun var den svaglige kvinde der var gæmt under de mange lag af hårdt stål, hun græd for hun havde midstet hendes elskede, hun havde overgivet sig til den verden havde kærvet hun var, hun have gemt sig bag panser og hun øsnskede nu kun at ligge i hans arme og græde og aldrig give slip igen, hun ville være lille og svag for altid, leve i den barndom hun havde midstet, hun græd men hendes krop rørte sig knap for den havde ikke flere krafter, tårene løb bare i en len strøm ned af hendes kinder mens hun stirede tomt ud i luften og så billeder af ham fare forbi, hendes elskede, hendes hjerte, som hun havde ofret for ikke længer at være hvad han foragtede, hun havde gjort det selv ikke hendes mor kunne klare, hun følte sig så tom og ensom, endnu svager end bare sulten, med de aller sidste krafter der var i hende viskede hun "kasekune" derefter begynde hendes veer, men hun var for svag til at reagere på dem, selv hendes krop kunne ikke stå imod, dette ville blive hendes død, at føde hans børn og selv de ville ikke overleve