når had overvinder kærlighed

Emne: Re: når had overvinder kærlighed Lør dec 15, 2007 10:01 pm

"som Hala siger, hun er forsvindet, han kunne ikke læger se hende, nok hjem til der hun bor, små folk forsvinder let i større menneksemængder, men hun kommer nok igen, jeg sender de to ud og lede igen når regnen stopper, før er det ligegyldigt, de fleste holder sig inde i sådan et vejr, men andre dyr leder forsat" hun smilede og strøg ravnen over den blanke fjerdragt, den pustede halsen op, den anden virkede sad på det andet ben og pussede sin fjerdragt, hun smilede hend til den "mine to små onde engel i er det sidste jeg har igen efter Grima, en skam at et så ondskabsfuld skønt dyr skulle gå til spilde for kærligheden" hendes stemme var kold og fyld med en smerte der hungrede efter hævn, et blodbad der var hesten værdig

Indmeldt : 28. okt 2007 Indlæg : 229

JAck nikkede kort som svar og kigegde så igen vuderende på de sorte fugle af døden. Han kunne faktisk godt lide dem, nu han kiggede ordentligt efetr. De havde dette rådyragtige over sig og han vidste fra sine mange år, at de spiste kød. HAn smilte skævt og mente at det at spise kød havde noget råt over sig, det fortalte at venkommende ikke tænkte over det væsen det netop fortærede. Det var koldt og kynisk af et væsen at være. Han sagde intet, da ord var underordnede men vendte kort asit blik væk derfra, som for at fortælle at han muligvis nok snart ville drage afsted igen..
_________________
Jack Dark. Xitoer.

Klik på billedet for at se ham bedre.

Emne: Re: når had overvinder kærlighed Søn dec 16, 2007 1:15 pm

hun kiggede på ham og så på fuglen, med en lille uro, men så så at der ikke var den samme ondskab i dem som over for Grima hendes hest "de var en gang bundet til mig som tatoveringer, nu er de fri men ønsker ikke at forlade mig selvom de har udført deres pligter, de har svoret evigt troskab, de er nogle utrolig kloge dyr" hun smilede skævt "ånselsæder, til tider slår de selv ihjel men for det meste døde dyr" hun smilede skævt, det skulle ikke undre hende at døden der lå over disse dyr fasinerede ham "det huer mig du ikke så det i Grima han var halvt mara, selvom det kender du nok ikke til, et fasinerende og dødeligt væsen, lokkende som en nymfe, de kan tale og når de får folk op på deres ryg løber de så hurtigt at hvis du falder af dør du, så smider de dig i en kløft og spiser du" hun smilede skævt og strøg igen ravnen over fjerende, den pustede fjerdragten op for også at sige at den da bestemt også var imponerende og klaprede lidt med næbet, en lille uskyldig latter undslap Tesses læber, over fuglens forsøg på at se frygtindgydende ud, de små kul sorte øjne betragtede hende mens den strakte hals "ååå Hala ja du er i sandhed et pragt eksemplar af din art, i sandhed, i svigter ikke i er ikke som folk i er en tro helt til det sidste, jer stoler jeg på, men folk tror jeg aldrig mere jeg vil stole på" mumlede hun stille, men hun lagde hovedet mod muren og betragtede Jack, lidt nærmere, han vinger, hår tøj, ansigt, øjne alt ved ham blev noteret

Indmeldt : 28. okt 2007 Indlæg : 229

Kiggede ned på fuglen emd sin normale kolde ydere, men noge6t i ham viste at han ike havde til hensigt at dræbbe disse skamninger. Han smilte skævt og havde rigtigt nok hørt om sådanne heste, de havde rovdyrøjne og kunne fornemme andres følelser elelr det mindedes han at havde læst et sted. Han kiggede nu ned på hende i stedet for og læægde mærke til at hun sad og stirrede på ham. Han drejede hovedet ananelse på skrå, som for at spørge om hvorfor hun stirrede sådan. Hvorefter ahn så igen vendte ansigtet væk. Han lyttede roligt til dråberne udenfor, der dunkede imod taget. Han lægde mærke til at regnen fortog sig en anelse, men stadigvæk ikke nok til at nogen notrmale mennesker ville begive sig derud. Han kigegde kort påm hende igen med sine rolige gule øjne og konstaterede så koldt jeg må til at afsted. Vi kan sige at vi mødes om et par dage og så finder vi ud af hvad vi så gør! Hvad var det du sagde at datteren og konen til ham hed? han kunen ikke errindre om hun overhovedet havde nævnt dete, men var lidt ligeglad. Han ønskede blot at fidne ud af hvem og hvor disse mennesker var..
_________________
Jack Dark. Xitoer.

Klik på billedet for at se ham bedre.

Emne: Re: når had overvinder kærlighed Man dec 17, 2007 3:07 pm

hun fjernede blikket fra ham som havde hun været i trance en tid hun kiggede igen på ravnene der var begynde at finde sig til rette og sad og missede med deres kul sorte øjne, hun følte sig også træt, utrolig træt, dette var første gang i mange dage hun følte sig tryg, mørket var som et beskyttende tæppe, som om man ikke skulle frygte hvad man ikke kunne se, selvom hun aldrig rigtig havde frygtet noget, hun missede lidt med øjnene "jeg ved det ikke, jeg husker ikke, jeg ved ikke om han sagde det?" hun tog sig fortvivlet til hovedet, det var som om det hele flød i et der inde, "barnet var noget med K" en forfærdelig hovedpine brød igennem, stemmer, regnene havde fortaget sig og dyrene var begynd at komme fram de lede efter hende og søgte hendes råd, en tåre af smerte pressede sig frem "STILLE!" skreg hun pludselig ud i den tomme luft, ravnene blev opskramt og lettede svagt men satte sig så igen "en af gangen det gør ond, stop det" hendes øjne var lukkede og hun tog en dyb indåndning og kiggede så på Jack "undskyld, de er bare så ivrige" hun smilede skævt, men smerten stod malet i hendes ellers kolde øjne

Indmeldt : 28. okt 2007 Indlæg : 229

Jack gav et mindre spjæt i sit, da hun pludselig råbte op, men han sørgede omhyggeligt for at hun ikke så dette. Han Kiggede afmållende på hende og prøvede t huske sig selv på dette mystiske K.
Han kiggede roligt på hende da hun sad med en smerte der tydeligt var forårsaget af dyrenes beden. Han gik frem imod hende, pladserede sig i samme hovedhøjde som ehdne og konstaterede så emd en efetrtænktsom stemme luk øjnene og fri dit sind! han afventede ikke protestreringer elelr andre form for afbrydelser, men placerede bare sine hænder for hver af ehdnes øre. Han lukekde selv sine øjne i og koncentrerede sig godt. En lille sort skyligende tåge dukekde frem om begge ahns hænder. Han vidste at dette ville medvirke til at hun kunne koncentrere sig bedre og få dyrenes stemmer til at gå væk i omkring en halv time. Han vidste at dette virkede lidt somd en tåge han ofte brugte imod sine fjender, emn at den blot var som en blokering for dyrenes stememr i ehdnes hovede. Hun ville få fornememlsen af at være mere fri i tankerne og have det som om at hun netop lige var vågnet om fra en dejlig lang søvn og nu var klar til at mitionere elelr noget andet livligt. Hun ville føle sig forbavsende frisk og fri i tankerne. Han gjorde dette i ca. 5 minutter, hvorefetr han så langsomt åbnede sien øjne igen og derved afslørrede at de nu var helt kul sorte og ikke havde den normale gule irris. Han fjernede kort tid derefetr også hænderne og kiggede afventende på ehnde, med et træt smil. Han havde taget hendes træthed og ført den over på sig selv. Han virkede emre afslappet og rolig. Han virkede ikek så kold længere, men man skulle endelig ikke tage fejl af udseendet..
_________________
Jack Dark. Xitoer.

Klik på billedet for at se ham bedre.

Emne: Re: når had overvinder kærlighed Man dec 17, 2007 8:51 pm

"tak" viskede hun hæst, tårene løb ned af hendes kinder stemmerne havde pint hende så længe, så hun var begynde mere og mere at nyde regnene for så søgte dyrene skjul og snakkede ikke så meget, hendes hovede virkede ikke længer som om det var ved at springes og hendes skuldre virkede ikke som om hun bar al verdens byrder "men jeg tror næppe det hjælper meget på det K" hun lukkede øjene, men man kunne se hvordan de bevægede sig frem og tilbage bag øjenlågende som om hun lede efter noget "kon... kone..." mumlede hun stille for sig selv"hvorfor skal alle hede noget med k... nej det går ikke" hun åbnede øjnene og sukkede, hendes øjne var helt grå igen og hendes tænder var ikke så spidse længere, hun havde fået ro til endelig at komme helt tilbage til mennekselig form "jeg kan ikke få andet end Kone et eller andet frem, det er så rodet, for der er sket så meget" hun sukkede "undskyld, men Hala kan finde hende igen, jeg sender ham ud og lede sammen med Fila når regnen stopper helt, der er også nogle ander der leder, men de er ikke så kloge som disse to" hun smilede til ravnene

Indmeldt : 28. okt 2007 Indlæg : 229

Jack's øjne havde stadigvæk den sorte sorte irris, der gjorde at han ikek blev plaget af de mange tanker som hun før havde. Han blokerede for dyrenes tanker, men til trods for dette, følte han sig helt udmattet og træt. Han havde mest af alt bare lyst til at smide sig ned her midt i det hele og sove tryuk. Han havde både hendes bekymringer og hårde byrder at bære, men derud over havde han også sine egne der var minst lige så store. Han fang en anelse med kroppen, men viste at han tydeligt kæmpede hårdt for at stå nogenmlyunde ret. Han kigegde roligt på hende, smilte skævt og konstaterede så tak. Vi får sat se hvad der sker! han havde ikke sagt tak i en tid der mindede om århundreder. Han havde det med at blive blødseden når han var udmattet. Han undgik helst denne periode og undgik generelt at se nogen når han havde det sådan. Han kiggede roligt på hend,e med en skævt roligt smil og orkede generelt ikke at sige mere..
_________________
Jack Dark. Xitoer.

Klik på billedet for at se ham bedre.

Emne: Re: når had overvinder kærlighed Ons dec 19, 2007 11:59 am

hun svingede sig ned fra gesimsen, de få minutteres stilhed, havde givet hende en kraft hun ikke havde haft længe, hun gik hend til ham og så ham i øjnene "jeg tror du bør give slip nu, inden du begynder at finde ud af hvad jeg virkelig er" hun smilede til ham, et smil der ikke var blevet smil siden hun en gang var en ung vårpige og havde leget i bjergende, hun kunne næsten mærke vinden igen, hun tog en dyb indåndning, den korte pause havde givet hende magt nok til nu måske selv at vinde kontrollen både over sig selv og dyrene, hun lyttede til de stille dråber af regn, der blot blev færre og færre, hun kiggede over på ravnene og gav et ryg med hovede og de to sorte fugle lettede, det lød som en visken af hendes ord, selvom hendes læber ikke bevægede sig "søg hende, find hende, søg og find, små sorte fugle, fund den lille pige" hun smilede så til Jack igen, et smil der både var fuld af en umenneskelig kulde og en form for medlidenhed, en ving for igennem templet og rev i hendes hår, den bragte duften af regn med sig, Tess lagde hovedet tilbage og lukkede øjnene og tog en dyb indåndning og så kiggede hun igen indgående på Jack "kan du høre vindens susen, det er norenvinden, den kommer fra mit land" hun smilede "den fortæller om død og om den første frost, snart falder sneen og så må de indstille kampende, for det er ikke til at holde en hær i live i det vær og ikke til at få proviant nok, især ikke for kongen der kæmper mod bønnerne, høsten har endnu en gang været dårligt, og dyrene holder sig fra jagtområderne, min herre har endelig fået nok af deres rovdrift på hans dyr, fordi høsten slår fejl og rådner" hun smilede et skælmsk ond smil, der godt kunne minde om et tilfreds rovdyr, hun lagde roligt hånden på sin mave og strøg dem kærligt, hun drejede sig væk mod Jack og gik hend til gesimsen igen "ja mit djævleyngel, jeres far skal lide for hvad han har gjort ved os ikke mine kære små" hendes stemme var kold og ubehagelig, en stemme der ville give de fleste med lidt godt i sig en rislen ned af ryggen, hendes nymfe have overtaget nu og levede og dyrkede enkelte følelser til fuld og hele, indtil den støte på en ny, men nu var det bare ondskab, og den gjorde hendes hjerte og sind kold som is

Indmeldt : 28. okt 2007 Indlæg : 229

Jack tog en dyb indånding, for loige at mande sig lidt op, hvorefter han så konstaterede jeg klare mig! han viftede kort afværgende med hånden og vendte så væk fra hnede. Han kiggede træt imod jorden igen med et bedende blik. Han kæmpede voldsomt inden i for at blive stående, men han viste det kun i halv grad. Han smilte så koldt han nu kunne præsterere og vendte sig så om imod hende igen. Han smilte koldt og og konstraterede så nå men jeg må videre, du kontakter mig bare når du har fundet ud af noget! han smilte et roligt smil og vendte sig så væk. Han kiggede nærmest opgivende imod den vej han skulle, men til trods for udmattelsen bredte han aligevel sine vinger ud og gjorde sig klare til at lette og flyve væk fra hande. han mærkede den ivrige vind hun havde snakket om og havde mest af alt bare lyst til at blive her og nyde denne stilhed og ro. Men han måtte videre, inden han blev for svag til at røre sig. Han måtte enten til at afsted, eller lægge sig her og sove og dte sidste tillokkede ham ikke. Ikke når hun var her, han stolede ikke nok på hende, til at lægge sig sårbart ned på jorden med hende her i nærheden..
_________________
Jack Dark. Xitoer.

Klik på billedet for at se ham bedre.

Emne: Re: når had overvinder kærlighed Tors dec 20, 2007 10:12 am

"tror du det er smart i din tilstand" hendes stemme var en visken, hun havde vendt sig mod ham igen og stod med ryggen op af muren, hendes ene arm var strakt ud fra hendes hånd lo fladt mod den glatte stenmur, hun kiggede på ham "du vil ikke være meget værd hvis du styrter ned og slå dig selv halvt ihjel eller endnu værre falder ned i nærheden af dem(blev sagt med en væmmelse)" hun kiggede lidt ned i jorden, hun nød faktisk hans selvskab, hun havde ikke snakket med en anden person så længe, at ordene virkede sære i hendes mund, hun havde godt nok selv søgt ensomheden, men det var jo ikke ens betydende med at hun ikke savnede at snakke med noget mere stimulerende end hunde og katte. regnen var stilnet helt af nu, men hun havde ikke lyst til at forlade templet, hun følte sig tryg her også med ham, selvom han sidst de havde været her, have torteret hende, hun kiggede op igen og så på ham, et lille glimt af tristhed lå nu i hendes øjne, de betragtede ham, og afventede hans svar, hun ville ikke indrømme hun faktisk ønskede han blev, hendes stolthed forbød hende det, hun ville ikke lade sig længe til endnu en mand, heller ikke selvom hun savnede den nærhed der var ved det, nu fandtes der kun en mand i hendes verden og det var hendes herre og hun skulle hjem til ham og hendes krig

Indmeldt : 28. okt 2007 Indlæg : 229

Jack vendte eftertænktsomt sine øjne imod hende, han havde faktisk lyst til at blive. Men.. Han sukekde kort og vendte så ansigtet tilbage imod den vej han skulle. Han smilte skævt frem for sig af sin egen fortvivlelse og konstaterede så ja jeg ved det, men den risiko må jeg så tage! han ville nødigt indrømme at han hellere gerne ville blive. men han vidste at denne svaghed han nu havde for ehdn ei dette øjeblik, blot var en ilusion af sion udmatytelse. Eller var dety mon rigige følelser og at han i sunde og friske stunde,r blot undertrykte dette? Han blev nu en anelæse i tvivl, så han gik hen imod vinduet for at tage en endegyldig beslyutning og sagde så lige kort jeg vil se frem til næste gang vi ses! med disse sidste ord, hoppede han op i vinduets karm og lettede for derefter at falde lidt og så flyve højt op og derud af.
Han svejede forfærteligt og læavede et par faretruende styrt, når han loge skulle have en kort pause. Men han kom afsted, til trods af at han nærmest sneglede afsted. Da han kom hjem af, var han helt udmattet og smed sig blot på sengen i en udmattet bevægelse. Han sov i næsten to dage, men var derfeter også så hård og hårfore som han plejede at være..

((skal vi lave en ny tråd et sted?))
_________________
Jack Dark. Xitoer.

Klik på billedet for at se ham bedre.

Emne: Re: når had overvinder kærlighed Lør dec 22, 2007 12:06 am

hun så efter ham et kort øjeblik, og sukkede så stille, men en vrede groede i hende, hun greb flasken og kaskede den ariget mod vægen så den splintrede, en splintredes og lyden rungede gennem det store tæmpel og blanede sig med skingers hjertenskærende skrig, der minede om negle mod en tavle, hun lå på gulvet, hendes negle havde rævet lange rifter ned af hendes ansigt og hendes tåre blanede sig med boldet når de løb ned over hendes kinder og ramte gulvet med hulde dryp, så hule som hun var invændigt "ved bål og brænd tage din sjæl forbanede kvindemenneske" svor hun over sig selv, skønt hun ikke længere følte hun havde en sjæl, hun følte sig død, en skygge af hvad hun havde været, hun følte sig om en hun en gang var, hun vandrede nu i skyggeland og hun viste hun var døende, friheden var hendes kur, men hvad var frihed? en længten efter et land i ruiner, de bjerge hun blev født og var opvokset i, de samme bjerge hvor hendes familie var blevet dræbt i, hendes eneste kærlighed, han hun havde givet og elsket, den samme person der havde svigtet hende efterladt hende nu til at dø, hun viste bare at hævn ville give hende trøst, selvom hun før havde sagt det ingen trøst gav, havde hun nok løjet for hun følte sig lidt trøstet over at vide han også ville lide, hun satte sig og lænede sig op af muren
"ååå min kære hvorfor skulle dit had overvinde alt, når mit ikke måtte styre mig, hvorfor skal jeg dø for dig, når du ikke vil ø for mig, fortæl mig hvorfor jeg ikke længere føler noget, men glæd mig med at lade det være sådan, om du må ændre noget, så lad mig ikke elske dig for da vil du endelig gøre mig lykkelig for ikke at elske er ikke at savne noget, lad da blot bjergende falde sammen og jorden bryde op og opsluge mig, lad mig da leve i mørket, for jeg lever i lyset med bære mørket med mig" hendes stemme var drømmende og stille hun stirrede tomt ud i ingen ting, hun følte sig lille og svag, stille faldt hun til ro og i søvn

((jo kan vi godt)))

Indmeldt : 28. okt 2007 Indlæg : 229

Vingers slag hørtes lidt derfra, men så stoppede de pludselig op og erstattedes af fodtrin. Jack bevægegde så roligt hen imod hend emed rolige og næsten lysløse trin. Han kiggede vuderende på ehdne som hun lå der og næsten var helt sårbar. Han stopepde op, bugkkede sig end efter en lille sten og kastede den så imod ehdnes pande. ahn ville trekke om hun ikke blot lå pg sov rævesøvn, om hun mon var vågen e´ller blot på vagt?
Han smilte roligt og afventede så ehdnes reaktion på stenen, der var omkring på størrelse med et øjenæble. Han mærkede stilheden der plaghede hevr en lille krog, kunne så pludselig høre en mus der peb og derefter stenen der susede igennem luften og imod sit bestemmelsessted..
_________________
Jack Dark. Xitoer.

Klik på billedet for at se ham bedre.

Emne: Re: når had overvinder kærlighed Fre dec 28, 2007 12:13 am

hun havde hørt vingeslag, hun have aldrig sovet tungt, men stilheden der havde hærsket i hendes hovede havde givet hende en smule ro, men fra sin tid som jaget lystmorder havde hun lært at man aldrig sov tungere end man kunne høre lydsløse skridt, hun genkænde hans lugt, hun lyttede til være bevægelse og noterede sig hans fingre mod gulvet, noget der blev samlet op stenenes hurtig næsten lydsøse skraben mod gulvet, og da den forlod hans hånd, hun greb den få centimeter fra hendes hovede og slog øjenen op og kiggede på ham og smilede