Kendra hørte at der var en der måske kunne hjælpe dem og nikkede. "Lad os finde hende. Jeg er ivrig efter at se min datter igen, selvom jeg kun fik set hende i få sekunder efter fødslen. Hvis du kender denne pige, så håber jeg at hun kan hjælpe os." Så var håbet altså ikke helt ude. Der var håb endnu og det håb havde Kasakuno bragt hende og det var hun ham dybt taknemmelig for.

" der er bare n ting du skal vide hun har grønt hår og er vi virkelig elskelig og hun minder om dig hendes far er oprørnes leder den gruppe der vil slå både zarner og xitoere i hjæl så vi skal passe på hvad vi gør og det er ikke en god ide at hæve våben imod hende" hans øjne var alvorlige og blikket fast

"Hun minder om mig siger du? Og hendes far er vores fjende? Fantastisk, men jeg lover dig at jeg har aldrig ladet en anden mand røre mig end dig. Så uanset hvem dette pigebarn er så kan hun ikke være min datter hvis hendes fader er som du siger Kendra vidste ikke helt om dette nu var en god ide. At møde en pige, vis far var oprørernes leder. Hun tænkte sig om og vidste at hun ville lade sig selv dø før hun så Kasakuno dø. Hun ville rent faktisk dø for ham, men det holdt hun dog hemmeligt. Det behøvede han ikke at få at vide... endnu.

"tror jeg heller ikke siger bare hun ligner dig men skal vi gå sidst jeg så hende var hun ved egetræet ved menneskernes vernden byen i midten som du ved" han smilede og rækte hende sin hånd

Hun så på hans hånd og placerede sin i hans og lukkede sin hånd om hans and smilte. "Lad os så finde vores datter. Når hun følte ham røre ved hende, følte hun sig varm indeni og i sikkerhed. En sikkerhed hun ikke følte uden hans nærvær.

han førdte hende ud af rådslokalerne og hend mod maketspladens store egtræ

//out